Dit Digitale Stopprogram .

Dit digitale Stopprogram er udviklet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Apotekerforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

Baggrund .

I Danmark ryger ca. hver 5. voksne. Det er veldokumenteret, at rygning er skadeligt, og det skønnes, at rygning hvert år er skyld i 14.000 dødsfald. Rygning er således et stort samfundsøkonomisk problem.

For mange rygere er afhængigheden af cigaretterne også et personligt problem. Flere end halvdelen af alle rygere ønsker at stoppe. Mange har været igennem en del forsøg, inden det lykkes for dem at lægge tobakken på hylden.

Det gavner at hjælp .

Chancen for, at du gennemfører dit rygestop, er op til fem gange større, hvis du får hjælp undervejs. Formålet med Dit Digitale Stopprogram er netop at hjælpe rygere, som er ved at stoppe.

Dit Digitale Stopprogram .

Programmet vil opleves forskelligt af forskellige brugere. Det skyldes to forskellige principper: ’skræddersyning’ og tidsstyring.

  • ’Skræddersyning’ betyder, at vi bruger de informationer, du giver os, til at sammensætte et program, som hjælper dig bedst muligt. Det betyder i praksis, at du modtager sms’er tilpasset til de situationer, hvor du særligt har brug for hjælp.

  • Tidsstyring bruger vi til at sørge for, at du får den rette hjælp på rette tidspunkt. Den side, som du møder, når du kommer ind i programmet, er forskellig fra dag til dag. De videoer og øvelser, du kan se, afhænger også af, hvor i rygestopforløbet, du befinder dig.


Indhold i programmet .

Programmet består af tre elementer: din personlige side, e-mails og sms'er. Du får din personlige side, når du tilmelder dig programmet. 

Ved tilmeldingen kan du vælge, om du vil modtage sms’er og e-mails. Vi anbefaler, at du får både sms'er og e-mails, og dermed ’hele pakken’. Du kan altid framelde disse servicer undervejs.

Dine informationer .

Når du tilmelder dig, udfylder du en række private oplysninger og besvarer en test med 68 spørgsmål. Testen er med til at danne en profil af dig som ryger. Alle oplysninger bliver behandlet fortroligt og videregives ikke til tredjepart. Du kan til enhver tid framelde dig programmet.